Hudordbog

Hudpleje har sit eget sprog. Nogle ord er faglige, andre er blevet markedsføring slang, og en del bliver brugt i flere betydninger på én gang. Her forklarer vi dem helt kort så de er til at forstå.

Ordbogen er skrevet af os i klinikken og vi udvider den løbende.

Sorter efter emne

Hudens opbygning · Hudtilstande · Ingredienser · Behandlinger · Sol og beskyttelse

A

Acne — en inflammatorisk hudtilstand, hvor talg og døde hudceller tilstopper poren, så der opstår komedoner, røde knopper og betændte bumser.

AHA-syrer — vandopløselige frugtsyrer, der løsner de døde celler i hudens øverste lag og giver en glattere og mere jævn hud.

Antioxidanter — stoffer, der neutraliserer frie radikaler og dermed beskytter hudens kollagen og elastin mod nedbrydning.

Azelainsyre — et aktivt stof, der samtidig dæmper inflammation, hæmmer pigmentdannelse og modvirker urenheder. Regnes som trygt under graviditet.

B

Bakuchiol — et plantebaseret stof, der bruges som mildere alternativ til retinol, blandt andet under graviditet og amning.

BHA (salicylsyre) — en fedtopløselig syre, der kan arbejde inde i poren, og som er den mest målrettede ingrediens mod tilstoppede porer.

C

Cellefornyelse — processen, hvor nye hudceller dannes i bunden af overhuden, vandrer opad og til sidst afstødes fra overfladen.

Ceramider — fedtstoffer i hudens yderste lag, som binder hudcellerne sammen og holder på fugten.

Cosmelan — et professionelt behandlingsprogram mod melasma og pigmentforandringer: en maske i klinikken efterfulgt af hjemmepleje.

Couperose — små, permanent udvidede blodkar, der ses som fine røde eller lilla tråde i huden, oftest på kinder og om næsen.

C-vitamin — en antioxidant, der beskytter mod frie radikaler, hæmmer pigmentdannelse og indgår som kofaktor i kollagensyntesen.

D

Dehydreret hud — hud der mangler vand, ikke fedt. En midlertidig tilstand, som enhver hudtype kan have, også den fedtede.

Dermaplaning — mekanisk eksfoliering, hvor en skarp klinge fjerner døde hudceller og fine hår i ansigtet.

Dermis — hudens midterste lag, læderhuden, hvor kollagen, elastin og fibroblaster giver huden fasthed og elasticitet.

E

Elastin — et elastisk protein i læderhuden, der gør huden i stand til at strække sig og finde tilbage til sin form.

Epidermis — hudens øverste lag, overhuden, som beskytter, fornyer sig selv og danner hudens yderste barriere.

F

Fibroblaster — cellerne i læderhuden, der producerer kollagen, elastin og hyaluronsyre. Hudens indre byggearbejdere.

Fotoaldring — den del af hudens aldring, der skyldes UV-stråling frem for tid, og som står for op mod 80 % af den synlige aldring i ansigtet.

H

Hudbarriere — hudens yderste forsvarslag, der holder på fugten og beskytter mod irritanter, bakterier og udefrakommende belastninger.

Hudens mikrobiom — det økosystem af bakterier, svampe og andre mikroorganismer, der lever på hudens overflade.

Hudens pH-værdi — et mål for, hvor sur hudens overflade er. Sund hud ligger let surt, typisk omkring 4,7 til 5,7.

Hyaluronsyre — et fugtbindende molekyle, som findes naturligt i huden, og som kan binde mange gange sin egen vægt i vand.

Hyperpigmentering — fællesbetegnelse for områder, hvor huden har dannet mere pigment end omkring, og derfor fremstår mørkere.

K

Kemisk peeling — kontrolleret eksfoliering, hvor syrer i defineret styrke og pH løsner bindingerne mellem hudcellerne.

Kollagen — hudens vigtigste strukturprotein og størstedelen af læderhudens bindevæv. Det giver huden fasthed.

Komedon — en tilstoppet pore, hvor talg og døde hudceller har samlet sig i hårsækkens åbning. Enten en åben hudorm eller en lukket, hvidlig knop.

L

LED-lysterapi — behandling hvor lys i bestemte bølgelængder påvirker hudcellernes aktivitet. Rødt lys for kollagen og heling, blåt mod bakterier.

M

Melasma — en hormonelt betinget pigmentforstyrrelse med symmetriske, brunlige pletter, som forværres af sol og varme.

Mesoterapi — behandling hvor aktive stoffer føres direkte ind i huden via mikroinjektioner eller mikrokanaler.

Microneedling — behandling hvor fine nåle skaber mikrokanaler i huden og sætter gang i hudens egen dannelse af kollagen og elastin.

Milia — små, faste, hvide cyster lige under hudens overflade, der opstår, når keratin bliver lukket inde i huden.

Mineralsk solcreme — solbeskyttelse med zinkoxid og titaniumdioxid, der lægger sig på hudens overflade og tåles af de fleste med sensitiv hud.

N

Nanoneedling — skånsom behandling, hvor mikroskopiske nanospidser åbner hudens øverste lag og forbedrer optagelsen af aktive ingredienser.

Niacinamid — en form for vitamin B3, der styrker hudbarrieren, dæmper rødme, regulerer talg og bremser overførslen af pigment.

P

PDRN og lakse-DNA — polydeoxyribonukleotider udvundet af laksesperm, som bruges til at understøtte hudens egen regeneration.

Peptider — korte kæder af aminosyrer, der virker som signalstoffer og fortæller hudens celler, hvad de skal producere.

Perioral dermatitis — udslæt med små røde knopper og skældannelse omkring munden, ofte med et smalt frit bælte ind mod læberne.

PHA-syrer — poly-hydroxysyrer med større molekyler end AHA. De trænger langsommere ind og er de mildeste af syrerne.

Postinflammatorisk hyperpigmentering (PIH) — de mørke mærker, huden efterlader, når en bums, et sår eller en irritation er helet.

R

Retinoider — samlebetegnelsen for A-vitaminets familie af beslægtede stoffer, der virker på de samme receptorer, men med meget forskellig styrke.

Retinol — et A-vitaminderivat, der øger hudens cellefornyelse og stimulerer dannelsen af kollagen.

Rosacea — en kronisk inflammatorisk hudtilstand med vedvarende rødme, synlige kar og hos nogle små knopper i ansigtets midte.

S

Sebum — hudens egen olie. En blanding af fedtstoffer, som talgkirtlerne producerer for at beskytte og smidiggøre huden.

Sensibiliseret hud — hud der er blevet overfølsom over tid, til forskel fra sensitiv hud, som man er født med.

SPF — et mål for, hvor godt en solcreme beskytter mod UVB-stråling. UVA-beskyttelsen aflæses separat på mærkningen.

T

TEWL (transepidermalt vandtab) — den mængde vand, der hele tiden fordamper fra kroppen gennem overhuden.

Tranexamsyre — et pigmenthæmmende aktivstof, der dæmper kommunikationen mellem hudceller og pigmentceller. Bruges især mod melasma.

U

UVA og UVB — to typer ultraviolet stråling. UVA trænger dybest ned og driver aldring og pigment, UVB rammer de øverste lag og giver solskoldning.

Savner du et ord?

Ordbogen bliver til løbende, og vi tilføjer gerne de begreber, I spørger om i klinikken. Skriv til info@holisticbeauty.dk, hvis der er et ord, du gerne vil have forklaret.

Vil du hellere have huden vurderet end at læse om den, kan du booke en hudscanning — så går vi den igennem sammen.